Kære køkkendagbog,
Nu kommer efteråret luskende, og med sig har årstiden et løfte om en lun, aromatisk og simrende sæson. Gulerødderne er friske igen og løgene ligeså. Knoldsellerierne dufter, og rødbederne er stadigvæk så sprøde, at selv bladene kan spises.
Ja, vi har faktisk savnet den hen over sommeren, den røde lille knold, som er en slægtning til strandbeden, der vokser ved kysterne i middelhavsområdet. Rødbeden har traditionelt været brugt til at rense blodet med, og den var værdsat blandt de gamle grækere, som ofrede dem til guderne. Den har et højt indhold af jern og øger derfor de hvide blodlegemers produktion af sygdomsbekæmpende antistoffer. Den stærke røde farve skyldes farvestoffet betanin, som er et antioxidantisk anthocyanin, som kan hjælpe med til at forbygge kræft og hjertesygdomme. Den har mange kostfibre, og toppen har et højt indhold af A og C vitaminer.
Dens mørke farve er smuk, og sødmen og den lidt jordlige smag i rødbeden fungerer som et fantastisk modspil i mange retter. Vi har fundet 2 skønne opskrifter frem hvor rødbeden på hver sin måde spiller hovedrollen som First lady af rodfrugterne.
I køkkenet går vi og glæder os. Vi glæder os til et meget spændende efterår, hvor vi har fået 10 nye legekammerater, vi om 14 dage skal til at udforske Madeksperimentariet med. Der skal ikke ofres til guderne men vi skal ved gud smage på sagerne!
Se mere om Rødbedebøffer og rødbedepostej
Se mere om Rødbede med avocadocreme og glaserede mandler