Kære køkkendagbog.
Klokken er 7, og køkkenspøgelset når lige at svæve væk, før jeg tænder lyset og byder dagen godmorgen.
Tandhjulene bliver sat i gang. Inden længe skal der dufte af friskbrygget kaffe og lunt brød. Havregrøden skal slå de sidste dovne bobler, før den bliver serveret.
Og mens eleverne lige så stille fylder spisesalen, bliver grønt sat på køl, rugbrødsforme fyldt og frokostovervejelser drøftet.
Godmorgen, siger Hanne, inden hun tænder op under grillen i Atriumgården og gør klar til dagens undervisning.
Dagen er nu i fuld gang og midt mellem morgenmaden, undervisning, skemaer med egenkontrol og nyt komfur finder hverdagen sted i køkkenet på Odder Højskole.
Klokken 13 kommer Uffe luntende med en glasflaske halvfyldt med kaffe i forventning om, at om en time er køkkenet hans. Gulvene skrubbet, opvasken væk, og med duften af rugbrød, som nu ligger til afkøling, kan dagens tredje og sidste måltid gå i gang.
Vi har de sidste par uger udforsket glutens fortræffeligheder. I denne uge besøgte Madeksperimentariet det søde køkken med butterdej som omdrejningspunkt. Der blev lavet tarte tatin, Napolionskager, franske tærter med gedeost og figner, Turnovers, Palmiers og mere til, men ikke en eneste bid blev tilovers til køkkenspøgelset.