Kære køkkendagbog.
Godt håndværk på Italiensk hedder hjemmelavet pasta.
Der er intet smukkere end en perfekt formet og tilberedt Tortellini – om den er svøbt i brændt salviesmør eller ligger som små pakker i en klar oksebouillon.
Men pasta kan i alt sin enkelthed også være en svær størrelse. For har den først mistet sit bid, fordi man var upræcis da det kom til kogetid, eller saucen mangler dybde, smag eller er blevet for tyk, ja så er der ingen tilgivelse at finde.
Italienerne har perfektioneret tilberedning af pasta. Det har de også haft mange år til.
Allerede fra 1244 findes der optegnelser om tørret pasta på recept fra en læge i Ligurien. Der er også en notar ved navn Ugolino Scarpa, der i et dokument fra 1279 nævner en beholder, som var en del af en en afdød klients efterladte bohave. Man mener, at der her er tale om en beholder til tørret pasta.
Det var altså ikke Marco Polo, der i 1295 bragte pastaen med sig fra Kina til Italien, som mange fejlagtigt tror.
Der er to hovedformer for pasta: frisk og tørret. De udmærker sig på hver sin måde og har hver deres forcer og retter, de er mest velegnet til. Frisk pasta er lavet på æg og mel. Tørret pasta er typisk lavet på vand og mel. Siden 1967 har italiensk lovgivning foreskrevet, at al tørret pasta produceret i Italien skal være fremstillet af durumhvede, da det kun er durumhveden med dets høje gluten indhold, som giver den kogte pasta den rigtige konsistens og fine bid.
Madeksperimentariet tog i denne uge en tur ind i pastaens sjæl, hvor vi ydmygt forsøgte at gøre italienerne kunsten efter. Det lykkedes ret godt, hvis vi selv skal sige det. Der blev tilberedt i lange baner af ravioli, tortellini og pappadelle. I atriumgårdens urtehave blev de møjsommelig kogt 3 minutter, vendt i velsmagende sauce og serveret på paptallerkner. Velbekomme!