Vi går sjældent ned på udstyr og det på trods af at levetiden for vores porcelæn ikke rækker sæsonen ud.
Vores porcelæn lever i et køkken, hvor det går stærkt. Det håndteres af nye hænder hver dag, og selvom glæden ved sidste nye skud på stammen er stor, er det ikke nok til at beskytte den imod livet på Odder højskole.
Derfor lever vores porcelæn i nuet. Det finder glæden ved at lægge fad til braiseret vintermad, søde rodfrugter og saftige fileter af fisk, som stadigvæk dufter af hav. Skulle det lykkes at få foråret med, står skålene klar til at lade sig fylde med ramsløg og asparges.
Vores glas har måtte sande, at de ikke kan overnatte hjemme i køkkenet hver nat. Deres rolle er lidt en anden. At lade sig fylde af kaffe te og vand er en selvfølge. Men det stopper heller ikke her; i weekenden står den på juice og måske en cooktail, hvis bølgerne går højt. Men sådan er det ikke for alle glas. Nogle glas lever i en underverden. Hvor dens fornemmeste opgave som væskebærer bliver afløst af jobbet som tandkrus og askebæger. Når de glas kommer hjem i køkkenet igen, har de ofte svært ved at genfinde deres gamle glas og indgå i en almindelig hverdag.
Tallerkenen er hvid og solid, en rigtig arbejdsdreng som kender sit job og sin plads. Ikke mange skænker den en tanke. Som det så ofte er med den slags porcelæn, lader den sig fylde op af den ene portion mad efter den anden. Og selvom turen frem og tilbage fra buffeten til spisebordet er lang, forsøger den at holde på maden så godt som muligt. Den klager aldrig men venter stille og roligt på, at der skal være fest. De dage er den det smukke fad, som bliver anrettet, løftet nænsomt ind på spisebordet og æret for hvor smuk og lækker, den gør maden. Det er de dage, der gør det værd at leve. Når tallerken dør, begår den masseselvmord. Den river hele stavlen med sig på flisegulvet og knækker til ubrugelighed.
I sidste uge modtog vi en sending af Wassim-fade. Vi håber, at I vil byde dem velkommen og passe godt på dem. Vi har lovet, at de må få foråret med.