Mad er vigtigt. Uden mad lever vi ikke; nogle ville sige, at uden god mad lever vi ikke. Ud over at mad er næring, så er mad også noget socialt. Vi samles omkring mad. Vi byder hinanden mad. Vi snakker om mad, vi læser om mad. Vi laver mad.
Når man studerer mad, så studerer man også menneskets historie og kultur. Vi har ikke altid spist som nu. Andre steder i verden spiser man anderledes end vi gør her. I middelalderen spiste kun adelen det, man i dag kalder god mad. Men selv ikke den rigeste konge levede så godt, som vi gør i den vestlige verden i dag.
I Japan er et måltid noget andet end i Danmark og den vestlige verden. I Kina spiser man hunde, og i Afrika spiser man insekter. Hver en tid og hver en kultur kan ses igennem dens mad. Madens historie vidner om knaphed, når kartoflen var så vigtig i Irland, at kartoffelpesten slog flere millioner mennesker ihjel i midten af 1800-tallet. Men mad vidner også om rigdom, når moderne vestlige samfund er ved at spise sig ihjel med livstidssygdomme.
Når man lærer om mad, så lærer man altså også om mennesket, dets historie, dets sejre og tragedier, og de forhold livet er blevet levet under. Et kursus i madlavning skal rumme flere kulturers madtradition og flere tiders madtradition. Man går ikke på højskole for blot at lære at lave mad; man går på højskole for at lære om mad i et bredere perspektiv.
Mad handler også om det, som gror i skoven og går på marken. Uden at stifte bekendtskab med ingredienserne lige uden for døren og andre steder i den store verden, så kan man ikke forstå, hvordan en madtradition følger de nære ingredienser. At lave dansk mad er ikke bare bøf med bløde løg; det er også økologisk svinekød, løvstikke og kantareller.
Vi skal sammen stikke fingrene i ingredienser og mad fra forskellige steder i verden. Javist – vi skal lære at lave mad, men vi skal også snakke om maden, mens vi laver den. At lære om mad er nemlig at lære om os selv.